At bygge et nyt hus er en kompleks proces, hvorfor det ikke kan klares på få måneder. Typisk tager det mellem 6 og 12 måneder. Tidsforbruget afhænger dog af en lang række faktorer, herunder grundens beskaffenhed, husets størrelse og hvor mange tilvalg man foretager undervejs.
Af denne grund findes der heller ikke én fast byggetid for alle huse. En enkel etplansvilla på plan grund tager kortere tid at bygge end en arkitekttegnet bolig med flere etager på en skæv grund. Vejrforhold, håndværkeres tilgængelighed og myndighedsgodkendelser spiller også ind.
Processen kan opdeles i faser som planlægning, myndighedsgodkendelse, jordarbejde og selve byggeriet. Hver fase har sit eget forløb, og der kan opstå forsinkelser undervejs i dem alle. Det er derfor vigtigt at have realistiske forventninger i forhold til, hvornår et hus står færdigt.
Planlægnings- og godkendelsesfasen
Før første spadestik kan tages, skal man have styr på både tegninger, byggetilladelse og tekniske dokumenter. Denne del tager ofte to til tre måneder, men det afhænger dog i høj grad af, hvor hurtigt kommunen behandler ansøgningen og hvor komplekst et byggeri, der er tale om.
Planlægningsfasen omfatter blandt andet valg af hustype, placering på grunden og eventuel tilpasning af arkitekttegninger. I denne proces skal man også tage beslutninger om materialevalg, energiløsninger og indretning. Det er vigtigt at bruge tilstrækkeligt med tid på dette for at undgå fejl senere.
Nogle oplever forsinkelser, hvis kommunen kræver ændringer i projektet. Det kan f.eks. være nødvendigt at ændre højde på huset eller justere afstanden til skel. Disse krav kan forlænge ventetiden, før der gives tilladelse til at sætte byggeriet i gang.
Opstart og jordarbejde
Når byggetilladelsen er på plads, begynder selve byggeriet, der altid starter med en opmåling og jordarbejde. Det inkluderer udgravning, fundering og kloakering. Denne fase varer typisk to til fire uger, afhængigt af jordtypen og om der viser sig at være udfordringer på grunden.
Hvis der opstår problemer som blød bund eller forurening, kan det forlænge tidsplanen på ganske markant vis. Det kræver ofte ekstra analyser og godkendelser, før arbejdet kan fortsætte. Derfor er grundens tilstand vigtig at få vurderet, inden du slår til og køber den.
Jordarbejdet afsluttes med støbning af sokkel og eventuelle fundamenter. Herefter er man klar til at gå videre til selve opførelsen af husets bærende konstruktioner. Mange bygherrer oplever, at det først er her, at det føles som om, at huset for alvor tager form.
Selve byggefasen
Når fundamentet er klar, går håndværkerne i gang med at rejse ydervægge, tag og indervægge. Denne del varer typisk tre til seks måneder og dækker alt fra murerarbejde og tømrerarbejde til el- og VVS-installationer samt isolering.
Vejret kan have stor indflydelse på fremdriften. Årsagen til dette er, at både regn, frost og kraftig blæst kan forsinke byggeriet, hvilet især gælder, hvis tagkonstruktionen ikke er lukket hurtigt nok. Det er en af grundene til, at byggerier planlægges med en vis fleksibilitet i kalenderen.
Efter huset er lukket, begynder det indvendige arbejde med gulve, lofter og installation af køkken og bad. Denne fase kan tage op til to måneder afhængigt af detaljegraden i indretningen og hvor hurtigt materialer leveres fra leverandørerne.
Afslutning og indflytning
Når det meste af arbejdet er afsluttet, skal huset gennemgås og fejl og mangler registreres. Det kaldes en afleveringsforretning og tager typisk én dag. Herefter kan eventuelle småfejl udbedres, så huset er klar til indflytning. I nogle tilfælde flytter man dog ind, inden de sidste mindre fejl er blevet rettet.
Der kan desuden også være mindre justeringer, der først opdages, når man flytter ind. Derfor indgår der ofte en gennemgang tre til seks måneder efter indflytning, hvor entreprenøren udbedrer det sidste. Det er en del af den såkaldte mangeludbedringsperiode.
Den samlede tid fra idé til indflytning varierer, men et realistisk estimat for et ganske almindeligt enfamiliehus er cirka 9 måneder. Komplekse byggerier og individuelle løsninger kan forlænge processen, mens typehuse ofte opføres hurtigere.